Facebook Boost eller annonce: Hvornår skal du bruge hvad?

- boost er ikke energidrik til din markedsføring

Facebook er (helt uden sammenligning) den mest magtfulde marketingplatform i verden. Men det er uden tvivl også den mest komplicerede. Du skal have styr på mange ting for at gøre det rigtigt på Facebook. Det allervigtigste er dog din tilgang til markedsføring.

Mange marketingsfolk boost’er deres opslag. Men er det den rigtige tilgang?

I dette blogindlæg gennemgår jeg de gode og dårlige sider ved et Facebook Boost (baseret på mine egne data og erfaring med kunders Facebook-markedsføring) – og jeg introducerer dig til alternativet:

Facebook-annoncer.

Men før vi går i gang:

Hvorfor giver betalt markedsføring på Facebook overhovedet mening for din virksomhed?
Det plejede jo at være gratis…

Den organiske rækkevidde er myrdet – og det var Boostet, der gjorde det

I begyndelsen af Facebook blev dine opslag set af alle, der fulgte eller syntes godt om din Facebook-side.

Du kunne uden at lægge en krone markedsføre dig til hundreder, tusinder og måske endda millioner af kunder.

Du valgte et stykke godt indhold, tilføjede et par ord og slog det op på din Facebook-side.

Booooom!

Nu kunne du læne dig tilbage, slappe af og lade kunderne komme til dig.

I denne krimi er det ikke butleren, der er morderen. Det var boostet, der gjorde det.

Der skal nemlig væsentligt mere til i dag for at få øjne på dine opslag. Et ikke-betalt opslag – også kaldet et organisk opslag – bliver i dag kun set cirka 5% af de (potentielle) kunder, der har liket din virksomhedsside.

Hvorfor er der ikke flere, som får dem i feedet?

Money talks!

Betalte opslag er Facebooks måde at tjene penge på deres platform på. I stedet for at give dig adgang til dine følgere, sælger Facebook dig adgangen til dem.

Selvom det var sjovere, da det kostede gratis, har det trods alt også en positiv side.

Når du putter penge i et opslag, når du typisk ud til flere mennesker end bare dine følgere. Dette er takket være Facebooks utroligt kraftfulde (og nogle vil mene uhyggelige) dataindsamling.

Facebook har i øjeblikket to betalte værktøjer, der hjælper dig med at nå ud over en lille del af dine følger.

Boost og Ads Manager.

Før jeg viser dig mit eksperiment, skal vi lige kende forskel på de to.

Hvad er et Facebook-boost?

Kort fortalt er Facebook-boostet tre ting:

  1. større synlighed
  2. øget rækkevidde
  3. brugervenlighed (for dig)

Boost er en nem måde at oprette en kampagne på og promovere dit opslag uden at forlade din Facebook-side.

Du kan dele en vigtig opdatering, få opmærksomhed på et betydningsfuldt opslag og annoncere nyheder eller en særlig kampagne.

Når du booster, vælger du et opslag, der allerede er på din sides tidslinje. Du kan vælge at booste det og vælge en målgruppe for et givent budget og en bestemt tidsperiode.

Med fokus på at maksimere synlighed (og derfor engagement) for et enkelt opslag, kan Facebook-boost-indstillingen være god for kendskabet til din virksomhed.

Øget engagement kan give værdifuldt social proof. Din virksomhed bliver en af de ”seje drenge”, som Facebook-brugerne liker og kommentere på.

At booste et opslag øger sandsynligheden for, at dine følgere ser opslaget i deres nyhedsfeed. Dit opslag vises sandsynligvis også i deres venners nyhedsfeed, når vennerne har lignende interesser.

Rækkevidde henviser til antallet af Facebook-brugere, der ser din annonce/opslag mindst én gang.

I modsætning til visninger tælles hver unik bruger bare én gang i tallet for din rækkevidde. Så hvis din rækkevidde var hundrede, så hundrede forskellige personer dit opslag.

Sådan booster du dit opslag

  1. Opret dit opslag på Facebook-siden som normalt
    Overvej dets formål og indvirkning og dit publikum. Vil du have dem til at like, dele eller kommentere for eksempel?
  2. Sæt dit budget og annoncens varighed
    Priserne fastsættes pr. dag eller som et samlet budget for en given periode, så du kan kontrollere, hvor meget du bruger. Du når muligvis det maksimale beløb af dit budget hver dag afhængigt af den målgruppe og det budget, du vælger.
  3. Boost
    Klik på boost-knappen i bunden af dit opslag.

Enkelt.

Du kan også booste indlæg og oprette kampagner fra Facebook Business Suite-app’en på din telefon.

Dette er den enkleste måde at oprette et opslag fra på din telefon.

Men… hvornår skal du så booste på Facebook?

Det skal du, når engagement og relevans er dit primære mål. Og så skal du bruge det til at ”dyppe tåen” i markedsføring på sociale medier, hvis du ikke har prøvet det før.

Få flere likes, kommentarer, delinger og større rækkevidde

Boostede opslag bliver set af flere af dine følgere og deres venner, fordi Facebook finder personer, som vil like, kommentere og dele opslaget. Din rækkevidde går altså op.

Nybegyndere kan være fristet til at booste hvert eneste indlæg. Men husk, at du skal opfordre til engagement fra følgerne. Ikke mætte deres nyhedsfeeds, så de bliver trætte af dig og skjuler alle opslag fra din side.

Boost er bedst til, når du vil øge din tilslutning eller opbygge et community. Du leder ikke nødvendigvis efter konverteringer i form af køb på webshoppen, bookinger i klinikken eller restauranten eller leads til dit nyhedsbrev.

Du vil bare have folk til at kommentere, dele opslaget, dele og se videoen – så flere opdager din virksomhed og husker den.

Det er, hvad boosting kan. Hvis du skriver godt og relevant indhold, kan du faktisk være heldig at konvertere følgere til kunder.

Dyp tåen i markedsføring på sociale medier

Hvis du aldrig har arbejdet med social media marketing før, kan boosting få dig til at føle, at du kan bare det lort.

Kæft markedsføring på Facebook er nemt. Bring it on!

Den største fordel ved boost er, at når det er første gang, du skal markedsføre dig eller din virksomhed på Facebook, er det en måde at lære mere om markedsføring på Facebook.

Det er (desværre) også en nem og vanedannende måde at hjælpe dig af med dine markedsføringskroner på. I hvert fald hvis du tænker, at boostede opslag = salg.

”Tak, Facebook – har I også en hotline for ”ludomani”?”

Boosting giver dig mulighed for at målrette mod forskellige interesser og adfærd, men det er svært at måle på succesen på grund af de begrænsede data, du kan indsamle fra et boost.

Boost er den enkleste af de to og den mest tilgængelige. Derfor er der mange, der vælger boost.

Men det er ikke altid den bedste idé.

Det har jeg lavet et eksperiment med for at vise dig lige om lidt.

Men inden da ...

Introduktion til det bedre alternativ: Ads Manager

99% af gangene vil Facebook-annoncer overgå boostede opslag.

Hvorfor?

Fordi de værktøjer, du har til rådighed, når du laver annoncer med Ads Manager, er langt mere kraftfulde end dem du har til rådighed, når du booster.

Når du laver en annonce (i stedet for at booste), har du øget fleksibilitet med objektive muligheder, bedre placeringsmuligheder, mere målrettet tilpasning og forbedret kreativ kontrol.

Du kan mere nøjagtigt målrette mod dine mål – trafik til hjemmesiden, sign ups til dit nyhedsbrev eller salg på webshoppen for eksempel. Du kan optimere dine annoncer yderligere for at opnå bedre resultater.

Hvordan får du adgang til disse værktøjer?

Facebook Ads Manager tilgængelig via en Facebook Business Manager-konto.

Boosting vs. Annoncemanager – mit eksperiment

For at se forskellen mellem boosting- og Ads Manager-annoncer havde jeg lejligheden til at køre et forsøg med en kundes Facebook-markedsføring.

Jeg sammenlignede ydeevnen for et boostet opslag (video) med en identisk annoncer i Facebook Ads.

For at holde tingene retfærdige anvendte jeg den samme annonce til begge opslag.

Jeg rettede også opslagene mod det samme publikum (så meget som muligt) og havde nøjagtigt det samme budget.

Her er hvad der skete.

Det boostede opslag kostede mindre

Pr. 1.000 visninger (CPM) kostede det boostede indlæg kun kr. 16,32,-, men annoncen kostede kr. 47,91,-.

Det betyder, at det boostede opslag generelt, var meget billigere.

”Yay! Så det nemme boost vinder over den bøvlede annonce?!”

Nej. Det er ikke så enkelt. Visninger er ingen indikator for succes. Det kan have været billigere, men leverede det bedre ROI (Return Of Investment)?

Ads Manager fik flere klik for færre penge

Med hensyn til at levere resultater var Ads Manager bedre.

Annoncen fik 76 klik, mens det boostede opslag, kun fik 23. Det er 230% mere for annoncen end for boostet.

Prisen pr. klik var også meget lavere. Hvert klik kostede kr. 6,45,- for annoncen, mens det boostede opslag kostede kr. 19,17 pr. klik. Altså 197% dyrere pr. klik!

Men festlighederne stopper ikke der.

Annoncen klarede sig bedst for alle målepunkter.

3-sekunders visninger
Boost: 5.158
Annonce: 9.166

Procentdel af videoen, der blev set
Boost: 64%
Annonce: 85%

Gennemsnitlig visningstid
Boost: 2 sekunder
Annonce: 5 sekunder

Personer, der så videoen til ende
Boost: 3.647
Annonce: 7.059

Men hvad så med engagementet? Det er jo det, som Facebook Boost skulle være allerbedst til at skabe… ik?

Her var billedet lidt mere broget:

Engagement
Boost: 5.223
Annonce: 9.242

Reaktioner
Boost: 41
Annonce: 0

Hvad betyder alt dette så?

Mens det boostede opslag, gjorde et godt stykke arbejde med at nå ud til flere mennesker, præsterede det dårligere på alle andre målepunkter.

Annoncen fik mere end dobbelt så mange klik og kostede cirka to tredjedele mindre pr. klik.

Med hensyn til ROI er annoncen den klare vinder.

Boosting var bedst på reaktioner og delinger.

Dette skyldes hovedsageligt, at når du booster et opslag, søger Facebook efter folk, der er aktive ”lige nu” og som kan like, dele, reagere og kommentere, men det er ikke så godt, når du vil finde folk, der vil konvertere til et salg.

Så konklusionen er ...

Hvis du vil opbygge social proof for et Facebook-opslag – som får kommentarer, likes og delinger – er boosting en okay mulighed.

Hvis du vil have klik, tilmeldinger, bookinger og direkte salg, skal du gå med Ads Manager - hver gang!

Michael Sønderup Nielsen

Skrevet af

Michael Sønderup Nielsen


joomla-support-logo.png
Betalingskortlogoer
Joomlakonsulenten støttermiljøvenlig pakning
Joomlakonsulentens CSR-profil
Joomlakonsulenten siger Nej Tak Til Plastik
Joomlakonsulenten støtter et sundt arbejdsmiljø

Certificeret i SEMrush for professionelle

Joomlakonsulenten certificeret i SEMrush for professionelle

Følg Joomlakonsulenten

Copyright © 2021 Joomlakonsulenten

JK Security

Image
Midgårdsvej 1 - 8881 Thorsø 7199 2909
Cron Job Starts