Blog

- det er blogging godt!

Hvis du tror, at blogging kun er for 14 årige piger eller folk med semi-interessante hobbyer, og derfor ikke seriøse virksomheder som din – så er denne blog skrevet til dig.

Uanset om du har en tonstung virksomhed, eller du er en nystartet soloselvstændig, kommer du ikke uden om det:

Kommunikation.

Og når det kommer til din hjemmeside eller webshop er bloggen et genialt værktøj til at skabe liv, tiltrække kunder, samarbejdspartnere og skabe synlighed i din branche.

For netop på bloggen har du fri taletid til at fortælle alle de ellers usynlige historier om din virksomhed. Her kan du dele din særlige ekspertviden, succeshistorier, cases og meget andet, der inviterer andre ind i kernen af hvem du og din virksomhed er.

Det er et super stærkt virkemiddel, når virksomheder åbner op for godteposen og inviterer sit publikum ind.

Og ja, det virker!

Virksomhedsblogging – aktiv førstehjælp til en død hjemmeside

Når jeg rådgiver vores kunder om, hvordan de effektivt kommunikerer på deres hjemmeside, handler det ikke kun om deres produktsider og salgstekster, men lige så meget om deres blog.

Fordi du med en aktiv blog er med til at holde hjemmesiden i live med nyt og super relevant indhold.

Og hvem elsker relevant indhold på hjemmesider?

*DIIING DIIING DIIING*

Det gør Google!

(- hvilket jeg kommer nærmere ind på om lidt, så bliv hængende …)

Men selvfølgelig også dine kunder.

De tjekker din hjemmeside ud FØR, de køber dine produkter eller ydelser.
Og på bloggen kan du, hvis du er smart med din blog, give dem præcis det indtryk og de grunde til, hvorfor det er dig og din virksomhed, de skal vælge.

Så tænker du måske: ’Men det kan de vel allerede læse på produktsiderne?’

Ja og nej …

På bloggen har du en langt større frihed til at give andre former for værdifulde informationer, storytelle eller gøre.

bloggin godt feature full image

Apropos døde hjemmesider …

Så ved du måske allerede at de sidste opdateringer fra Google har handlet om kvaliteten af indholdet på hjemmesider.

Døde hjemmesider med dårligt indhold ligger altså bare ikke på de attraktive pladser.

Og det kommer de heller ikke til i fremtiden.

Men er blogging overhovedet en god søgemaskineoptimeringsstrategi for din hjemmeside?

Hmmm … måske?

Blogging for SEO? Well … bum bum

Det er ingen nyhed at bloggen kan have god SEO-værdi for din hjemmeside.

Et særligt nøgleord du skal ligge mærke til i den sætning er:

KAN.

Der er ingen garanti for at Google eller brugerne elsker noget som helst på din hjemmeside. Det har nogle virksomheder måtte sande EFTER, de har forelsket sig i contentmarketing.

Der blev sprøjtet indhold ud, men til trods for at det var ganske unik indhold, fungerede det bare ikke eller gav de resultater virksomhederne ønskede.

Jeg kalder det BlogSpamStrategien.

BlogSpamStrategien er kendetegnet ved at der bliver udgivet indhold ofte, og at det sjældent er af nogen nævneværdig kvalitet, men heldigvis fylder det ikke ret meget.

Præcis dét Google IKKE vil have.

Som det her:

Nyheder på bloggen – mød Hanne fra regnskab.

Og så kører den ellers derud af med 250 tegn om Hanne, Hannes hobbyer og hvor glad Hanne er for sin stilling.

Ellers tak!

Det samme gælder alt i kategorierne ’Nu er det jul, pinse, påske, sommerferie, onsdag …’ og så videre.

Who cares?

Medmindre du har noget virkelig klogt og oplagt at sige om netop denne højtid eller Hanne, som dit publikum virkelig vil elske at læse.

Pointen er, du skal ikke bare have en blog for bloggens skyld, eller tro at anything goes, og at det automatisk kaster resultater af sig.

Når det så er sagt …

Så kan du, i teorien, blogge dine konkurrenter om på side 4 i Google.

Ja, din blog kan endda få en bedre placering i søgeresultaterne end din hjemmeside.

Hvis du er virkelig smart i din blogging altså.

Smart blogging: Klik-venlig kvalitet, relevans og Google

Hvis du virkelig ønsker goderne og resultaterne din blog kan give, så kræver det lidt forarbejde og en strategisk indsats.

Du skal kende dine søgeord og de længere søgetermer, som du enten allerede findes på, eller vil findes på i fremtiden. De skal selvfølgelig anvendes i dine blogindlæg.

Gå efter kvalitet – ikke kvantitet. Gode gennemarbejdede tekster med masser af værdi for læseren er super god SEO. Så snart der er nogen, der tager sig tid til at læse din blog, signalerer det til Google at her er noget som er vigtigt og værdifuldt inden for dit emne. Og det belønner Google.

Jo flere der klikker, jo bedre er det. Din CTR (Click Through Rate) bestemmes i høj grad af din overskrifter. Derfor skal dine overskrifter i dine blogindlæg være attraktive og relevante, så andre ikke kan lade være med at klikke på dem.

Linkbart indhold. Et link til dit blogindlæg er sin vægt værd i SEO. Linkbuilding er i sig selv en strategi, der skal arbejdes med. Det er derfor super vigtigt når andre gode hjemmesider linker til din blog.

Med andre ord skal din blog være:

Læsbar, klikbar og linkbar

Og som du sikkert allerede kan lure, handler det i høj grad om at skabe en blog andre gider at læse. For når du gør det, så er der guld at hente – både for din hjemmeside og din virksomhed.

Derfor får du her mine 10 tips til din virksomheds blog:

10 super tips til din virksomheds blog

  1. Fokuser på læserne – hvem er målgruppen og hvad får de ud af at læse din blog?
  2. Skriv til mennesker før maskiner – SEO handler i lige så høj grad om brugernes adfærd og måden du vækker deres læselyst.
  3. Brug Storytelling – alle elsker en god historie fra virkelighedens verden, som ender godt.
  4. Husk læsevenlighed – skab plads og rum omkring din tekst, især fordi din blog også bliver læst på mobilversionen.
  5. Brug strategiske pauser i teksten – så som billeder, videoer og grafik.
  6. Overskrifter, under-overskrifter og fremhævet tekst er vigtige for ’skimmer’-læserne, og dem skal du holde dig gode venner med.
  7. En blog skal have et liv – husk at promovere din blog alle de relevante steder.
  8. Blogging er ikke kedelige akademiske afhandlinger - det kan være ganske sjovt og uformelt, uden at det koster på din virksomheds troværdighed. Tværtimod.
  9. Blog-designet, skrifttypen og skriftstørrelsen er vigtig for oplevelsen af din blog.
  10. Der er ingen regler – undtagen hvis du har en særlig blogstrategi med dit SEO-bureau

Alle vinder på bloggen – so what’s not to like?

Tid.

Emner.

Konsistens.

Hvis du ligner bare et par af mine kunder, så tænker du måske nu, at det lyder meget fint. Og det er det også, men jeg ved godt at langt de fleste har store udfordringer med deres blog.

Det tager tid, at skrive en blog – og ja, tid er penge.

Nogle har enten for mange emner at vælge imellem – eller slet ingen, og aner ikke hvad de skal skrive om.

Andre har skrevet en nyhed på deres blog for 4 år siden – og det virkede ikke.

Eller også tænker du:

’Det gør man ikke i vores branche!’

(den elsker jeg)

eller lillesøster versionen:

’Det kan man ikke i vores branche!’

Til begge kan jeg blot svare ’Netop!’, og at det er derfor, at det er en god ide.

For hvis ingen gør det, er der en scene, der står urørt og klar til at blive indtaget – og den skal hellere indtages af dig end dine konkurrenter.

Der er altså et hul i strømmen af informationer, som du kan udfylde for dine potentielle kunder.

Det er der mulighederne ligger, og derfor kan jeg kun opfordre dig til at prøve det af – og eventuelt få den hjælp der skal til, så din blog bliver en succes.

Så god skrivelyst til dig, der nu roligt kan starte med at blogge.



joomla-support-logo.png

Følg Joomlakonsulenten

Certificeret i SEMrush for professionelle

Joomlakonsulenten certificeret i SEMrush for professionelle
Copyright © 2019 Joomlakonsulenten

JK Security

Image
Samsøvej 21 - 8382 Hinnerup 7199 2909